Racerep til Hundens Dag Århus

Kom med til Hundens Dag i Tivoli Friheden i Århus lørdag den 4. juni

(Invitation til Hundens Dag i Tivoli i København den 11. sept. kommer senere på året)

Uformelt og hyggeligt

Hundens Dag i Tivoli Friheden er blevet en hyggelig tradition. Mange har fundet ud af, at det er en god lejlighed til at mødes med racefæller og til at vise sin race frem for havens andre gæster. De fleste mødes ved raceparadens start og følges ad med deres racefæller gennem haven. Jo flere af samme race, jo flottere ser raceparaden ud.

Hvad skal der ske på dagen?

Dagens program starter med en raceparade gennem haven, hvor hundene går inddelt i grupper. Der er en officiel racerepræsentant for hver race, men alle fremmødte hunde er velkomne til at gå med i paraden.

Efter raceparaden samles alle foran scenen, hvor der er ca. en times underholdning på scenen.

Kendte film-hunde gennem tiderne

Temaet for showet på scenen er i år ”fantastiske film-hunde gennem tiderne”. DKK’s adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen vil tage publikum en tur med ned af ”memory lane” hvor vi mindes alle de fantastiske roller, som mange forskellige hunde har spillet gennem tidens løb. (De hunderacer vi skal bruge til sceneshowet, kontakter vi specialklubberne særskilt om).

Deltag i raceparaden

Der er én officiel repræsentant for hver race, som får en gratis entrebillet til Tivoli Friheden. Stiller I som klub med flere hunde af samme race, er alle velkomne til at gå med i paraden.

Tilmelding foregår til e-mail events@dkk.dk inden 15. marts. Efter 15. marts åbner vi for tilmelding fra øvrige medlemmer på de racer vi ikke har modtaget tilmeldinger fra via specialklubber.

 Hvem kan deltage?

Eneste krav for at deltage er, at din hund har en DKK-stamtavle, at den ikke er øre- og halekuperet (undtaget fra halekuperingsforbuddet er vizsla, weimeraner, breton, korthåret hønsehund og ruhåret hønsehund), samt at den kan gå i paraden med andre hunde af begge køn.

Vi skal gøre opmærksom på, at hunde af racer, der fremgår af Hundelovens liste over forbudte racer, skal opfylde kravene iht. lovgivningen for at deltage i raceparaden.

 

 

 

 

Relaterede indlæg