HD

HD
(statistik findes nederst på siden)

HD er en forkortelse for hofteledsdysplasi. Det er en diagnose, der kan forekomme hos alle racer inden for FCI, dog mere udbredt hos større og tungere racer end hos de små og lette racer.

Der er fundet tilfælde af HD hos Shetland Sheepdogs i Danmark, og i visse tilfælde er det desværre HD i svær grad. Der er intet der tyder på, at det er et udbredt problem inden for racen, men da der ikke bliver røntgenfotograferet for HD særlig ofte, hvilket er den eneste mulighed for at stille diagnosen, så findes der ikke noget billede af, hvor stort et problem HD i realiteten er for vores race.

Hvad er HD?

Hofteleds dysplasi er navnet for en lidelse i skelettet, hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke er tilpasset hinanden optimalt.

HD er en arvelig betinget sygdom. Arvegangen er polygenetisk, hvilket betyder at det er flere gener der afgør, om en hund er disponeret for at udvikle HD og i hvor svær en grad. Hvis hunden er arveligt disponeret for at udvikle HD, har den en meget stor risiko for at udvikle lidelsen, især hvis den bliver udsat for negative miljøpåvirkninger. I opvæksten har foderets sammensætning stor betydning for udviklingen af HD. For stor væksthastighed og ubalance i mineralsammensætningen disponerer for lidelsen. Det er især for meget kalk og forkert kalcium/fosfor-forhold i foderet, der har betydning. Dertil kommer overdreven motion og træning af unghunde også kan øge risikoen for HD, og for alle hundes vedkommende er overvægt i høj grad med til at forværre tilstanden.

Det betyder, at det både er genetiske og i høj grad miljømæssige faktorer (foder, overmotionering, overvægt og for hurtig vækst), der kan være afgørende for, hvorvidt en hund får HD samt hvor svær en grad af HD den får.

Hos en normal, rask hund vil lårbenets ledhovede passe nøjagtigt ind i hofteskålen i bækkenet, således at der er en god tæt forbindelse. I tilfælde af hofteledsdysplasi vil der under opvæksten udvikles ustabilitet i hofteleddet, så hunden på et tidspunkt vil  få smerter, når den bevæger sig. En del  HD-hunde vil sagtens kunne være aktive og være smertefrie igennem en lang periode, så længe de bliver holdt slanke og muskuløse. Men slutresultatet vil med stor sandsynlighed blive, at de vil få smerter ved bevægelse.

Symptomer på hofteledsdysplasi.

Typiske tegn der kan indikere hofteledsdysplasi er, at hunden har svært ved at rejse sig op, er slinger i bagkroppen og sætter sig hurtigt ned, når den ikke er i bevægelse.

Andre mulige tegn på HD:

Hos unge hunde:

Hunden kan være uvillig til at springe eller gå på trapper
”Harehop” med bagbenene under løb, dvs bagbenene føres frem ved siden af hinanden i stedet for med det ene forrest
Nedsat udholdenhed ved løb
Pludselig opstået halthed på et eller begge bagben

Hos ældre hunde:

Halthed på et eller begge bagben, som opstår gradvist
Besvær med at rejse sig
Stiv gang på bagben
Uvillig til at gå på trapper
Muskelsvind af lårmuskulatur og bagparts muskulatur, hunden får et smalt udseende bagtil
Overudviklet muskulatur i forkroppen, da vægten lægges frem på forbenene
Der vil ofte opstå slidgigt, ikke kun i hofteleddene, men også i den bagerste del af lænden og ryggen, pga. længerevarende forkert bevægelse af ryggen

Det ses dog af og til, at nogle hunde med en kraftig HD og voldsomme slidforandringer i hofteleddene måske slet ikke har smerter eller andre symptomer, mens andre hunde med en mindre grad af HD og næsten ingen slidgigtforandringer har stærke smerter.

Undersøgelse

Hvis hunden har et eller flere af de ovennævnte symptomer, er det vigtigt at få den nærmere undersøgt for at få fastslået, hvad den fejler så der kan stilles en diagnose.

Undersøgelsen for HD foregår i narkose, når der skal tages røntgenbilleder der skal vurderes af DKK’s HD-dyrlægepanel.

Mange hunde har smerter, når dyrlægen bevæger dens hofteled, og derfor gør bedøvelse det lettere at undersøge, om der er normal bevægelighed i hofteleddene. Under bedøvelse kan man desuden undersøge knæ og haseled og derved udelukke, at hunden fejler noget andet. Røntgenfotografering  er den eneste sikre måde at stille en HD-diagnose. Selve røntgenundersøgelsen bør også foretages i fuld narkose, fordi det kan være ubehageligt for hunden, at den skal ligge i en ubekvem stilling på ryggen.

I de to figurer nedenfor vises to eksempler på henholdsvis en normal hofte og to eksempler på hofteledsdysplasi:

Figur 1. Den normale hofte

 En tegning af en normal hoftehd1  Et røntgen billede af en
normal hoftehd2

Figur 2. Hoften med hofteledsdysplasi.

 En tegning af hvordan en hofte med dysplasi kan se udhd3 Et røntgen eksempel på
en hofteledsdysplasi
hd4

Diagnose

Den enkelte dyrlæge, der foretager røntgenfotograferingen,  kan godt vurdere billederne af hofterne, men en endelig diagnose bliver først stillet af DKK’s HD-panel, som vurderer og måler på det enkelte røntgenbillede og stiller en diagnose ud fra FCI protokollen. Her bedømmes HD-billederne efter en “5 trins skala” med betegnelserne A, B, C, D og E.

A er det bedste, hvor lårbenshoved og hofteskål passer helt optimalt sammen, mens E er det dårligste, hvor lårbenshovedet nærmest ligger løst uden for hofteskålen. Ved bedømmelsen lægges der både vægt på slapheden i leddet, på leddets form og på evt. slidgigtforandringer.

Status B er også god nok, dette kan kaldes en overgangsstatus, dvs ikke HD men heller ikke helt perfekt.

Status C er en mild HD, denne status er acceptabel og den eneste HD-diagnose, der er accepteret af DKK til at indgå i avl. Dog anbefales det, at man meget nøje overvejer, i hvilken kombination en hund med HD-C skal indgå.

Status D og status E er HD i sværere grader, hvor status E er i sværeste grad. Her kan det forekomme, at lårbenshovedet slet ikke sidder i hofteskålen.

Man kan komme ud for, at DKK’s bedømmelse af den enkelte hunds røntgenbillede ligger langt fra egen dyrlæges, og i sådanne situationer kan man anke bedømmelsen fra DKK.  Mod et gebyr vurderes det indsendte billede så en gang til. Man kan også vælge at vente 6 mdr og få taget et nyt røntgenbillede og få en helt ny bedømmelse. Læs mere om dette på DKK’s hjemmeside.

Behandling

HD er en kronisk sygdom, som ikke kan helbredes. Dog findes der i dag flere forskellige måder til at formindske smerterne i hofteleddene på, således at hunden får mulighed for at få i det mindste noget af sin normale funktion tilbage.

Hos en ung hund med HD kan der oftest behandles tilfredsstillende med smertestillende medicin samt en streng vægtkontrol og nedsat motion. Eller motion i vand, hvor hunden så ikke belaster med sin egen vægt, mens muskelmassen genoptrænes. Hvis en ung hund ikke har dannet slidgigt, kan der laves forskellige former for operationer med henblik på at skabe et så normalt og stabilt hofteled som muligt. Disse operationer udføres enten på lårbenet eller bækkenet og har det formål at få lårbenshovedet til at passe så godt som muligt ind i hofteskålen.

Hos en ældre hund, der oftest også har slidgigt i hofteleddene, kan der også i visse tilfælde behandles tilfredsstillende med medicin. Operativt kan man mindske smerterne ved at skære en muskel  i lysken over, dette virker desværre ofte kun i meget kort tid. En anden mulighed er at fjerne lårbenshovederne og indsætte kunstige hofteled.

For både unge og ældre hunde med HD findes der udover den traditionelle medicinske behandling endnu en mulighed. Det har nemlig vist sig, at akupunkturbehandling, hvor der indlægges små 24-karat guldstykker i specifikke akupunkturpunkter rundt omkring hofteleddene, har haft en god effekt hos hunde med selv kraftig HD og svær slidgigt i hofteleddene. Denne form for behandling er ikke særlig belastende for hunden, og ofte halter patienten ikke mere efter 1-2 uger.

Men det er vigtigt at tale med din egen dyrlæge om dette, og lytte til, hvad vedkommende vil foreslå af muligheder for den enkelte patient. Det er den behandlende dyrlæge, der kender hunden og ved, hvilken behandlingsmulighed der er den bedste.  Får ens hund HD, behøver man altså kke at fortvivle, der findes muligheder for hjælp.

HD og Avl

Med henblik på avl er det reglen inden for DKK, at hunde med sværere HD grad end C ikke må indgå i avl. For visse racer er der givet dispensation, men dette gælder ikke Shetland Sheepdogs. Skulle man have en hund med en C-status, bør man  som sagt også være meget opmærksom på, hvilke hunde denne kombineres med, hvis man fokuserer på at undgå HD-tilfælde i sit opdræt.

HD-index

Ideen bag HD-index’et er at inddrage oplysninger om en hunds slægtninge. Derved får man en mere sikker vurdering af hundens avlsværdi end hvis man kun betragter den enkeltstående hund. Den enkelte hund kan kun fremvise en ting, men ved at sammenligne med forældre, søskende, afkom osv. kan man til sidst få et mere klart billede af, hvad det enkelte individs avlsværdi er og hvad det vil viderebringe i avlen.

Index’et er en prognose for, om en hund vil lave hvalpe, der er bedre eller dårligere end racens HD gennemsnit, idet index’et fortæller, hvorledes hunden placerer sig genetisk og dermed avlsmæssigt med hensyn til HD-egenskaber i forhold til gennemsnittet for racen. Racens gennemsnit defineres som index 100, og det betyder, at hunde med et index tal over 100 vil forbedre avlen mhp HD, og det modsatte vil ske hos hunde med et index tal under 100. Igen skal der tages forbehold for, hvor sikkert index’et er for den enkelte hund.

Det kan variere fra race til race hvad index 100 svarer til. For nogen racer svarer index 100 til status A, for andre er det status B eller C.

Dertil kommer, at index 100 for den enkelte race i princippet kan ændres ved hver eneste nye forekomst af en ny registrering af en HD-status, idet denne kan påvirke det gennemsnitlige resultat af HD-status’er for hele racen.

Hundenes index vil i almindelighed ligge imellem 50 og 150 for henholdsvis det dårligste og det bedste. Ganske få hunde vil ligge uden for disse rammer, hvilket enten  er de allerværste eller de allerbedste.

En hund vil få et HD-index, hvis en af følgende betingelser er tilstede:

hunden har selv en HD-status
begge forældre har HD-status
5 af hundens afkom har HD-status

Endvidere kan flere af betingelserne være opfyldt på samme tid. Index’et for det enkelte individ vil blive påvirket af, hvor mange og hvilke typer af HD-status’er der bliver bedømt.

Endelig skal det nævnes, at for racer, hvor der bedømmes mindre en 50 hunde om året, udarbejder DKK ikke noget index. Man kan på hundeweb studere, hvilke hunde der er blevet HD-fotograferet og hvilke status’er dette har resulteret i.

I udregningen af HD-index’et for den enkelte hund indgår HD-oplysninger om:

Alle aner i lige linie
Hunden selv
Alt afkom (der er oplysninger om)
Hel- og halvsøskende (indirekte via de respektive forældre)

I disse udregninger vægtes anerne, hunden selv og hundens afkom forskelligt. Afkommet vægtes tungere end anerne, idet HD-status på afkommet er et direkte udtryk for hundens HD-potentiale, hvor eksempelvis HD-status hos bedstefaderen er et udtryk for et muligt potentiale.

Oplysninger om afkoms afkom (børnebørn) indgår ikke i hundens index.

Selve index’et bliver beregnet vha et edb-system hos DKK. Det er med fastsatte modeller, som er ens for alle hunde. Hvilken model udregningen af index’et bliver foretaget ud fra samt mere information omkring HD-index kan findes på DKK’s hjemmeside.

Statistik for Shetland Sheepdog HD, AD og OCD:

Da der hos sheltien ikke bliver foretaget mange HD-fotograferinger på årsbasis, vil der ikke blive lavet et HD-index for racen af DKK. Den eneste måde vi kan følge status for vores race er at se på de enkelte hundes resultater, men det giver ikke det komplette billede af HD for vores race.

Nedenstående tabel er en oversigt over de sidste års HD-resultater.

Årstal HD  A B C D E AD 0 1 OCD Fri Påvist
2000 7 3 0 1 2 1 0 0
2001 10 9 1 0 0 0 0 0
2002 13 5 4 3 1 0 3 3 0
2003 12 5 6 1 0 0 2 2 0
2004 16 11 2 0 1 2 5 5 0
2005 7 5 1 1 0 0 3 3 0
2006 12 8 1 2 0 1 3 3 0
2007 19 11 4 2 0 2 3 2 1 0
2008 9 4 3 1 1 0 0 0
2009 18 7 6 1 2 2 6 6 0
2010 24 12 5 1 1 5 13 12 1 6 6
2011 31 12 12 3 1 3 9 7 2 3 3

Kommentarer vedr HD statistikken:
I 2003 blev en sheltie omfotograferet og står med 2 diagnoser, 1 C og 1 B.
I 2007 blev en sheltie omfotograferet og står med 2 gange C.
I 2009 blev en sheltie omfotograferet og står med 2 diagnoser, 1 C og 1 A.
Alle tallene er medregnet.

Kilder:

www.dansk-kennel-klub.dk

www.hundeweb.dk

http://www.doktordyregod.dk/index.php?id=56

http://www.netdyredoktor.dk/sw7132.asp