Oprindelsesland: Storbritannien
| Anvendelse: | Selskabshund, hyrdehund |
| Klassifikation: | FCI Gruppe 1 (Hyrde- og kvæghunde) Sektion 1 (Hyrdehunde) Uden brugsprøve |
| Helhedsindtryk: | Meget smuk, langhåret, lille brugshund, hverken klodset eller grov, med en smidig og yndefuld bevægelse. Den har en harmonisk skikkelse, hvor ingen enkelt del virker ude af proportion med helheden. Den rigelige pels med manke og brystpels, det smukt formede hoved og det sødmefulde udtryk samvirker for at opnå det ideelle. |
 | |
| Vigtige proportioner: | Skalle og næseparti er lige lange, idet den inderste øjenkrog udgør delepunktet. En smule længere fra skulderspids til krydsets afslutning end skulderhøjden. |
| Temperament: | Opmærksom, blid, intelligent, stærk og aktiv. Hengiven og lydig over for sin ejer, reserveret over for fremmede, aldrig nervøs. |
| Hoved: | Hovedet er forfinet og elegant uden overdrivelse. Set fra oven og fra siden har det form som en lang. afskåret kile, der bliver smallere fra ørerne mod næsen. Skallens bredde og dybde er afpasset efter længden af skalle og næseparti. Helheden skal betragtes i sammenhæng med hundens størrelse. |
| Skalle: Flad, moderat bred mellem ørerne, uden fremtrædende nakkeknude. Skallens overlinie er parallel med næseryggen. Stop: Let, men tydeligt Forhoved: Det karakteristiske udtryk opnås ved den perfekte balance og kombination af skalle og forhoved, øjnenes form, farve og placering samt korrekt øreansætning og –bæring. Næse: Sort Læber: Stramme med sorte læberande Kæber, bid: Kæberne er lige, tørre og stærke, med veludviklet underkæbe. Tænderne er sunde med perfekt, regelmæssigt og komplet saksebid, dvs. at de øverste fortænder tæt overlapper de underste, og at biddet ligger vinkelret på kæberne. Et fuldt tandsæt med 42 korrekt placerede tænder er særdeles ønskeligt. Kinder: Flade. De går blødt over i det godt rundede næseparti. Øjne: Middelstore, skråtstillede og mandelformede med sorte øjenrande. Øjnene er mørkebrune undtagen hos merle hunde, hvor et eller begge øjne kan være blåt eller have blå pletter. Ører: Små, moderat brede ved basis, placeret ret tæt sammen øverst på skallen. I hvile er de tilbagelagte, men når hunden er opmærksom, rettes de fremefter og bæres halvt opretstående med fremoverfaldende spidser. | |
| Hals: | Muskuløs, godt buet og lang nok til at give en stolt hovedbæring |
| Krop: | Ryg: Vandret med en yndefuld kurve over lænden Kryds: Skråner gradvis bagud Bryst: Dybt, når ned til albuerne. Ribbenene er godt hvælvede og bliver mere flade på den nederste halvdel for at tillade fri bevægelse af forben og skuldre. |
| Hale: | Lavt ansat. Halehvirvlerne bliver mindre udefter og når mindst til haseleddet. Halen er fyldigt behåret og danner en let kurve opefter. Den må løftes en smule under bevægelsen, men aldrig højere end ryglinien. Uden haleknæk |
| Lemmer: | |
| Forpart: | Forbenene er lige set forfra, muskuløse og tørre, med stærk, men ikke svær, benstamme. |
| Skuldre: Meget godt tilbagelagte. Ved manken er de kun adskilt af rygraden, men skråner udefter for at give plads til de hvælvede ribben. Skulderleddet er velvinklet. Overarm: Tilnærmelsesvis af samme længde som skulderbladet Albuer: Placeret lige langt fra jorden og manken Mellemhånd: Stærk og spændstig | |
| Bagpart: | Lår: Brede og muskuløse. Overlåret danner en ret vinkel med bækkenet. Knæ: Knæleddet er tydeligt vinklet. Mellemfod: Haseleddet er tørt og vinklet, godt lavt ansat og med stærk benstamme. Mellemfoden er lige set bagfra. Poter: Ovale, med fyldige trædepuder og hvælvede, tæt sluttede tæer. |
| Bevægelse: | Smidig, flydende og yndefuld med fraskub fra bagparten. Bevægelsen er mest muligt jordvindende og helt uanstrengt. Pasgang, vævende, rullende eller stiv, styltet ”op og ned” – bevægelse er særdeles uønsket. |
| Pels: | Hårlag: Dobbelt pels. Dækpelsen er langhåret, af grov tekstur og lige. Underulden blød, kort og tilliggende. Manke og brystpels er meget fyldig, og forbenene har gode faner. Oven for haserne er bagbenene rigeligt beklædt med pels, neden for haseleddet ret korthårede. Ansigtet er glathåret. Pelsen skal følge kroppen og må hverken dominere eller skjule hundens omrids. Glathårede hunde er særdeles uønskede. Farve: – Zobel: Ren eller med sorte hårspidser, i alle farver fra lys gylden til dyb mahogni, alle nuancer i varme toner. Ulve-zobel og grå er særdeles uønskede. – Tricolour: Dybsort på kroppen, aftegninger af varm tan foretrækkes. – Blue Merle: Klar sølvblå, plettet og marmoreret med sort. Varme tan-farvede aftegninger foretrækkes, men mangel herpå bør ikke regnes for fejl. Svære, sorte aftegninger, et skifer- eller rustfarvet skær i dækpels eller underuld er særdeles uønsket. Pelsen som helhed skal give indtryk af at være blå. – Sort/hvid og Black and Tan er også anerkendte farver. Hvide aftegninger kan forekomme (undtagen hos Black and Tan) som blis, krave og på bryst, brystpels, ben og halespids, Alle eller nogle af disse hvide aftegninger foretrækkes (undtagen hos Black and Tan) men kræves ikke. På kroppen er hvide aftegninger særdeles uønskede. |
| Størrelse: | Idealhøjde ved manken: Hanner 37 cm, Tæver 35,5 cm |
| Afvigelser på mere end 2.5 cm over eller under disse mål er særdeles uønskede. | |
| Fejl: | Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens indvirkning på hundens sundhed og velbefindende. |
| Diskvalificerende fejl: | – Aggressive eller overdrevent sky hunde. – Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres. |
| Bemærk: | – Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen. – Kun velfungerende og klinisk sunde hunde, med race typisk kropsbygning, bør anvendes i avl. |
Seneste ændringer er skrevet med ”fed” skrift.
Dansk Kennel Klubs bemærkning:
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl
Standarden udgivet af FCI 19.08.2013
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité NOVEMBER 2020
NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i DECEMBER 2013
FCI’s & DKK’s standard kan downloades som pdf her
Zobel er et dominant gen, hvilket betyder at det kun kræver én kopi af genet for at manifestere sig. Farven kan variere meget, fra lys hø-farvet til ræverød.
Denne variant af zobel kan også variere meget, og adskill- er sig fra den første ved at have mere sort i sig. Er pelsen meget mørk vil man ofte formode at hunden er bærer af tricolor genet, dog hænger det ikke altid sådan sammen.
Tricolor hunde er sort/hvide med tan aftegn på ansigt og ben. Genet er recessivt, hvilket vil sige at hunden skal arve en kopi af genet fra hver forældre for at blive tricolor. Det betyder at tricolor kan bæres af zobel hunde.
Blue merle er tricolor med merle gen. Merle genet er ufuldstændigt dominant. Merle må ikke parres til merle, da det kan medføre alvorlige sundhedsproblemer i afkommet når genet optræder i dobbel dosis.
Sheltien er en af få racer der besidder det recessive sorte gen. For de fleste andre er genet dominant. Den domi- nante variation findes til gengæld ikke i sheltien.
Bi-blue er bi-black med merle gen. Bi-blue adskiller sig fra blue merle ved ikke at have tan-aftegn på ansigt og ben. Denne farve er ikke anerkendt i DK, og går derfor under farven blue merle.
Merle kan være meget svært at se på en zobelfarvet hund, da genet kun har en synlig virkning på sort pigment. Nogle zobel hunde har så lidt sort i pelsen, at mønsteret slet ikke kan ses.
Da merle er ufuldstændigt dominant har det kraftigere virkning når genet optræder i dobbel dosis. Hundens pig- ment vil være ekstra udvasket i forhold til de godkendte merle varianter, og vil ofte være meget hvid. Dobbel dosis merle er desværre også forbundet med en del alvorlige sundhedsproblemer, såsom blind- og døvhed. Hunden her er vist med sort grundfarve og to kopier af merle- genet, men kunne også have været zobel med to kopier af merlegenet.
Helt almindelig hvid skyldes piebald, frem for merle. Denne hund er f.eks en overtegnet mørk zobel, men kunne have været hvilken som helst af de øvrige farve- varianter, inkl. merlevarianterne, med “for meget” hvid. Denne form for hvid sidder sjældent i ansigtet, og er ikke forbundet med sundhedsmæssige problemer.